torsdag den 29. oktober 2009

Bønner til morgenmad??

Kære læsere verden rundt,

Det er længe siden, jeg har taget mig af Olsens Madplan. Af den simple grund, at familien Olsen har holdt sommerferie uden madplan, og ikke rigtig er kommet i gang igen. Vi er nu så småt tilbage på Den rette Vej.

Generelt overholder vi ikke madplanen 100% - måske er jeg for ambitiøs i planlægningen - men vi får stort set brugt det, vi køber, og er meget bedre til at få tømt fryseren i ny og næ.

Indkøb kan vi som regel begrænse til 1 stor, 1 mindre, og 1 mini 'mælk og brød' sidst på ugen. Det sparer mange penge i impulskøb... vi kommer stort set ikke i Netto mere, da deres udvalg ikke er stort nok til "one-stop-shopping" for vores familie. (Kan nu godt savne de dér Netto-hylder med blandet ragelse).

Nok om det. Jeg vil ikke engang skrive vores madplan ned i dag, blot denne opskrift på min morgenmad i dag, ooooh det smagte godt:

Bønnemos med frisk salsa
(til 1 person)

1 laurbærblad
1 spsk olivenolie eller baconfedt

1 rødløg, finthakket - det halve til mosen, det halve til salsa
1/2 stilk bladselleri, finthakket
1/2 fed hvidløg, finthakket

1 nip tørret chipotlechili eller anden 'røget' chili
1/2 tsk stødt spidskommen
et drys stødt koriander

ca. 2 dl. udblødte og kogte bønner (fx black-eyed eller hvide)

1/2 dl. vand

- kom olie og laurbærblad i en lille gryde, varm det op, til laurbærbladet lige begynder at skifte farve. Tilsæt løg og selleri, sauter det til løget bliver klart. Tilsæt så hvidløg, sauter et minuts tid. Tilsæt krydderierne, giv det endnu et minut. Hæld nu bønner i og lad det 'komme i steg', hvorefter vandet tilsættes. Kog ved svag varme i 5-10 minutter, mos det groft med en kødhakker eller grydeske, salt og peber efter smag.

Mens bønnerne koger, tilberedes salsaen:

1 tomat, hakket
resten af rødløget
1 stykke peberfrugt, hakket,
1 stykke agurk, hakket
saft af 1/2 citron
frisk koriander hvis man har.

- bland det hele sammen og læg det ovenpå bønnemosen.

Dejlig morgenmad! Men også frokost, tilbehør til aftensmad eller ...