mandag den 20. april 2009

"Vietnamesisk" salat med nudler og oksekød

I fryseren har vi rigtig meget oksekød, bl.a. indtil flere poser med påskriften "Benløse fugle". Jeg kan faktisk slet ikke erindre overhovedet at have smagt denne ret. Så vidt jeg ved, er det noget temmelig tungt og langsomt med sovs, og ikke forårsagtigt som det skulle være i dag. Vi havde ikke så meget tid til simremad, så kødstykkerne blev skåret i fine strimler og marineret, og så blev det faktisk ganske mørt på 10 minutter.

Marinaden:
Sojasauce, sherryeddike, en smule hvidløg, en smule ingefær. Kødet soppede rundt i det i ca. 30 minutter, mens tilbehøret blev gjort klart.

Kødretten:
1½ stilk blegselleri, 1 porre, 1 bananskalotteløg, 2 stk. kød til 'benløse fugle' skåret i tynde strimler og marineret jfr. ovenfor, en håndfuld grønne bønner.
Grøntsagerne svitses i jordnøddeolie, det afdryppede kød tilsættes (gem marinaden), sauteres i 5 minutter, marinaden tilsættes sammen med bønnerne. Steges 'til det er færdigt'. Evt. lidt vand i til sidst, hvis man vil have sauce til nudlerne.

Tilbehør:
Dressing (til de voksne) - 1 rød chili, finthakket, 1 revet fed hvidløg, 2 spsk riseddike, 2 spsk fish sauce, saft af ½ citron. Røres sammen og står og trækker.

Strimlet salat af en passende type - rødløg skåret i fine skiver og dryppet med riseddike - agurk i skiver - tomat i skiver - friske mynteblade - friske korianderblade - citronbåde (og peanuts og ketchup til børnene).

Asiatiske nudler som man behager. Vores kogte med lidt mørk sesamolie i vandet.

Arrangeres smukt på fade. Børnene kunne rigtig godt lide kødet, og Hr. Olsen elsker denne slags mad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar