torsdag den 14. maj 2009

Madplan uge 20

Lidt kedeligt med disse 'uge bla bla bla' overskrifter. Men hvad pokkers skal vi ellers kalde det? Som sædvanlig har vi prøvet at lave maden, så vi får brugt vores Aarstiderne-kasse op.

Søndag: Kinesisk inspirerede (pind)svineboller med agurkesalat, dyppelse, nudler, lynstegt pak choi m/chili og agurk. Jeg tog en luns af flæskestegen til i morgen og kørte den i foodprocessoren med porre, spidskål, sesamolie, hvidløg, ingefær, soya, lidt grøn chili, sherry, riseddike (faktisk en klassisk "bao zi" fars). Trillede farsen til små boller, der rulles i jasminris. Dampkoges over vand med salt og lidt stjerneanis i. Ohhhh for pokker det smager godt, når det dyppes i forskellige saucer. Og børnene er helt vilde med det, og spiser mad med en masse ingefær, bare fordi det ligner små pindsvin.






(billedet er stjålet her, men det er ikke den opskrift - opskriften har jeg fra en gammel kogebog fra mit barndomshjem).

Mandag: Flæskesteg med brunede kartofler og syltede agurker

Tirsdag: Oksekødstagine med tørrede frugter (=nedfrosset "Marokkansk oksegryde" fra uge 18, tilsat en dåse hakkede tomater). Serveret med perlebyg og ærter.

Onsdag: Laks grillet (i ovn) med hjemmelavet pesto. Pastaspiraler m/smør-parmesan-peber. Tomatsalat.

Torsdag: HR. OLSEN HAR FANGET FISK!!!! RYD MADPLANEN!!! Vi skal have dejlig friskfanget hornfisk på den klassiske måde, med persille og hvide kartofler, og så grønne asparges til. Gad vide om han selv laver det, eller regner med at fruen tager over? (klokken er mange!)

Fredag: Koreansk bulgogi. Agurke kim-chi til de voksne. Ris. Noget grønt.


Lørdag: Oksebov-gryde fra Arla (har den i ovnen i stegeso lige nu; dobbelt portion). Vi snupper det 'officielle' tilbehør; det ser lækkert ud: Safranris og noget der minder om gremolata.
Jeg undlod at brune kødet. Tænkte, at i stegeso bliver det jo som regel pænt brunt alligevel. Men det skulle jeg nu nok ha' gjort - eller i hvert fald skåret kødet i meget større stykker. For der er jo ikke ret mange krydderier i den ret, og aubergine kan godt smatte ud, og sammen med rødvin.... nej det ser ikke godt ud. Det ligner hundemad på dåse. Og det LUGTER af hundemad på dåse. Lugten hænger i hele huset. Det er ikke lækkert. Det skal vist brunes efter, og have en pokkers masse paprika/chili/spidskommen smidt efter sig, før det kan spises.

Det blev ikke til meget vegetarmad den uge, hva'!!!!

- hvorfor dog alt det oksekød hele tiden, når vi nu ved, at man slet ikke skal spise så meget af det mere?? Joooo, vi har fryseren fyldt med ret store stykker "glad ko" i diverse uhandy udskæringer. Så jeg prøver at tage en dag en gang imellem, hvor et af disse stykker forvandles til diverse færdigretter til fryseren. Derfor bulgogi og bov i rødvin - det er ikke alt for vinteragtige opskrifter. Den anden dag blev der nedfrosset et par portioner taco/tortillasauce (med mange finthakkede grøntsager i: peberfrugt, gulerod, bladselleri, løg, hvidløg). Vi holder os som regel til ret små mængder kød - bruger gerne 300 g til os 4.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar